Artikel

Når brevpost kræver mere end et frimærke 

Datatilsynet har den 9. juli 2026 meldt ud, at deres praksis for fysisk brevpost fortsætter. Som udgangspunkt er det fortsat tilstrækkeligt sikkert at sende personoplysninger med fysisk post; også fortrolige og følsomme personoplysninger.

Det forudsætter dog, at I som dataansvarlig har foretaget en konkret risikovurdering af, om brevpost er tilstrækkeligt sikkert i jeres situation.

Hvad betyder det i praksis?

Datatilsynet har modtaget flere henvendelser og anmeldelser om breve, der er gået tabt. Alligevel vurderer Datatilsynet, at sikkerheden ved levering af post generelt ikke har ændret sig betydeligt.

Fysisk brev kan fortsat anvendes, men det er op til jer som dataansvarlig at vurdere, om det er en tilstrækkeligt sikker løsning i den konkrete situation.

Risikovurderingen kan blandt andet forholde sig til:

  • Hvilke typer og mængder af personoplysninger der sendes med brevpost
  • De potentielle konsekvenser ved fejl, bortkomst eller forkert levering.
  • De risici, der er forbundet med den valgte fremsendelsesform
  • De eksisterende sikkerhedsforanstaltninger og behovet for eventuelle supplerende tiltag
  • Tidligere erfaringer med postleveringen
  • Om risikovurderingen er tilstrækkeligt dokumenteret og løbende opdateret

Afhængigt af risikovurderingen kan der være behov for yderligere sikkerhedsforanstaltninger som rekommanderet post eller andre krav til postleverandøren.  Hvis det ikke er muligt at etablere de nødvendige foranstaltninger og fremsendelse derfor ikke kan ske tilstrækkeligt sikkert, bør oplysningerne ikke sendes med fysisk post.

Datatilsynet har tidligere vurderet, at det eksempelvis ikke længere var tilstrækkeligt sikkert at sende pas med fysisk post. Derfor skal pas i dag afhentes hos kommunen.

Få styr på risikoen, før Datatilsynet spørger

Brevpost er for mange en fast del af de daglige arbejdsgange og derfor ikke nødvendigvis noget, der løbende bliver vurderet.

Men når risikobilledet ændrer sig, eller der opstår problemer med leveringen, kan det være relevant at genbesøge den valgte løsning.

Det er den dataansvarlige, der skal kunne dokumentere, hvorfor den valgte løsning vurderes som tilstrækkeligt sikker i den konkrete situation. Det bliver særligt relevant nu, hvor Datatilsynet har meldt ud, at de vil føre tilsyn med udvalgte dataansvarliges risikovurderinger.

Hos GapSolutions hjælper vi med at få risikovurderingerne på plads, fra identifikation af relevante risici til dokumentation af de valgte sikkerhedsforanstaltninger. Vi gør det enkelt og overskueligt at få vurderet, dokumenteret og håndteret risikoen.

Vil I have styr på risikovurderingen af jeres brevpost? Så tager vi gerne dialogen.